mit.dk: Netcompany og Aiia går sammen om at levere nyskabende betalingsløsning til danskerne i fremtidens digitale post løsning
Netcompany lancerer i første kvartal 2022 den nye og moderne digitale platform, mit.dk. Ambitionen er at gøre det let og ligetil at handle på digital post fra virksomheder, myndigheder, organisationer og sundhedsvæsen.
På mit.dk kan alle danskere og danske virksomheder læse vigtig post fra både offentlige og private afsendere. Platformen åbner samtidig op for helt nye digitale samarbejdsmuligheder og interaktion mellem afsendere og modtagere af digital post.
Den hurtigt ekspanderende fintech virksomhed, Aiia (For nyligt købt af Mastercard) skal levere moderne og brugervenlige betalingsløsninger til mit.dk, der udvikles af Netcompany. Partnerskabet bygger på en fælles ambition om at udfordre eksisterende løsninger inden for både digital post og betalinger. Samarbejdet mellem Aiia og Netcompany vil sikre, at det bliver let og ligetil for danskerne at handle på deres digitale post bl.a. med muligheden for at betale regningerne et samlet sted. mit.dk gør op med utallige hop mellem netbank og indbetalingskort, som de fleste kender fra nuværende digital post løsninger.
Det nye partnerskab tilfører ekspertise og innovativ teknologi til moderne sømløse betalingsoplevelser og kombinerer dette med mit.dks fokus på at gøre digital post og dialog lettere og mere levende gennem en intuitiv, sikker og effektiv platform til glæde for både borgere, virksomheder, sundhedsvæsen og offentlige myndigheder.
Løsningen fra Aiia bygger på konto-til-konto betalinger, hvor borgeren betaler sikkert via sin netbank. Med samarbejdet går mit.dk forrest i en udvikling i betalingssektoren, hvor såkaldte ’open banking-betalinger’ anses som en af fremtidens mest lovende betalingsløsninger. Med de nye konto-til-konto betalinger skal brugeren blot benytte sit NemID, hvilket gør det hurtigt og ligetil for brugeren at betale regninger fra eksempelvis tandlægen, fysioterapeuten, forsikringsselskabet, teleselskabet, energiselskabet og fagforeningen på mit.dk.
André Rogaczewski, CEO Netcompany siger om samarbejdet:
“Vi er stolte over at bringe en innovativ betalingsløsning ud til millioner af borgere og virksomheder. Vi forener og innoverer digital post og moderne betalingsmuligheder på mit.dk-platformen. Når du får en besked på mit.dk, skal du med det samme kunne reagere på den – også når en regning skal betales. mit.dk går forrest med en sømløs betalingsoplevelse for både afsender og modtager. Med Aiia som betalingsudbyder sikrer vi en stærk, stabil og fremtidssikker løsning med brugsoplevelsen i fokus. Vi gør det hermed nemt, sikkert og ligetil at betale alle typer regninger fra et samlet overblik på mit.dk.”
Rune Mai, CEO & Grundlægger af fintech virksomheden Aiia, kommenterer følgende på samarbejdet:
“Vi kender alle til situationen, hvor en regning af den ene eller anden årsag er endt med at ligge i et system eller på køkkenbordet. I samarbejde med mit.dk skaber vi et nyt fundament for betalinger mellem danskere og virksomheder med moderne betalingsteknologi og know-how, som let vil kunne integreres direkte i den digitale post på mit.dk. Med dette samarbejde vil det blive både nemt og gnidningsfrit at kunne betale regninger for brugeren et samlet sted. Med Aiia gør vi brugere af mit.dk i stand til at betale regningen, hvor den modtages, med deres bankkonto.”
Det forventes at Aiia kommer til at håndtere millioner af betalinger gennem mit.dk i det første leveår. Det er ambitionen, at man som borger vil kunne bruge mit.dk til at foretage forskellige typer betalinger herunder at dele betalinger op samt til abonnementsbetalinger.